Vanopslagh holder fast i drømmen om at smadre sin fjende. Men i den nye plan smadrer han kun halvdelen af hovedfjenden

For bare halvandet år siden var Liberal Alliance en lillebitte folketingsgruppe på tre mænd, der gik til valg på store ambitioner. Store konkrete ambitioner. Lørdag fejrede partiet sig selv på landsmødet i indre København. Fejrede sin stormende valgsejr i 2022, sin folketingsgruppe bestående af 14 mænd og kvinder og sine meningsmålinger, der som sirenesang lokker med at gøre gruppen endnu større. Måske oven i købet så stor, at formand Vanopslagh bliver Mette Frederiksens største konkurrent til Statsministeriet? Partiet har, som dets organisationsformand sagde i sin beretning; »skub i skøjten, vind i sejlene, vi er det flotteste dyr på savannen«. Og har altså en stor folketingsgruppe på 14 mænd og kvinder, der næste gang går til valg på halverede ambitioner. Det annoncerede Alex Vanopslagh tidligere på ugen i et interview i Jyllands-Posten som optakt til landsmødet. Den efterladte halvdel af ambitionerne er blevet flyttet fra de konkret finansierede planer til kassen med visioner, drømme og håb. Nu går partiet blot til valg på at afskaffe halvdelen af i stedet for hele topskatten og kun indføre halvdelen af det bundfradrag, som de ellers havde i deres plan. Partiet har forsøgt at give indtryk af, at strategien i virkeligheden er udtryk for, at tempoet i gennemførelsen af liberale samfundsforandringer vil komme til at stige. Liberal Alliance vil nu gennemføre deres halve ambitioner på mindre end den halve tid af, hvordan de havde planlagt at gennemføre deres fulde ambitioner, er argumentet. Det er en diskussion, der er lidt vanskelig at få greb om, når man befinder sig uden for LAs gruppeværelse, og den efterlader loyale liberalister til at argumentere på en for partiet meget atypisk og kringlet vis. Liberal Alliances politikere forstår godt argumentet, men det betyder ikke så meget. Det virkeligt vigtige for de partimedlemmer, der bare gerne vil have det hele på den halve tid, er nemlig dette: Hvis der bliver blåt flertal efter næste valg, og Vanopslagh skal forhandle regeringsgrundlag, vil han ikke længere komme brasende ind i lokalet med armene over hovedet, mens han brøler: »Jeg vil have fjernet hele topskatten!« Han vil i stedet komme ind med ringbind under armen, sætte sig ved bordet og stille og roligt sige: »Mit udgangspunkt er, at vi bliver enige om at fjerne halvdelen af topskatten.« Og så kan det gå, som det oftest går, når politikere forhandler: Han kommer ud af lokalet med det kvarte af topskatten i stedet for det halve. Måske slet ikke noget af den, mens han peger på Inger Støjberg og Morten Messerschmidt og siger: »De ville simpelthen ikke være med, og hvis jeg ikke havde givet mig, var Mette Frederiksen blevet statsminister, og Enhedslisten ville komme til at bestemme alt de næste fire år.« »Alex er statsministerkandidat« Alle kan genkende spejlingen af Venstre i det billede, og hele pointen med Liberal Alliance er og har altid været at være noget andet end Venstre. Som et medlem af partiet med god indsigt i partiets interne forhold siger til Berlingske: »Venstre kan ikke tro deres eget held. Med det her blåstempler vi, at Venstre gik i regering med Socialdemokratiet: Kan man få lidt, så tager man det,« siger vedkommende og fortsætter: »Meningen med det her parti var ellers, at vi skulle stå ved os selv. Vi skulle ikke være som de andre. Og så måtte det bære eller briste. Det er torpederet nu. Ryger vi under ni procent i meningsmålingerne, vil det her få skylden. Får vi et valg, der ikke lever op til forventningerne, vil det her få skylden.« Og sådan er der så meget, når man gerne vil være »et bærende regeringsparti«, som Vanopslagh sagde i interviewet tidligere på ugen uden at forklare, hvad det egentlig betyder. Partimedlemmet siger ligeud, hvad det betyder. »Alex er statsministerkandidat. Alle ved det. Organisationen agerer efter det. Man må bare ikke sige ordet højt.« Det er forår og Alex Til landsmødet lørdag slog Vanopslagh den optimistiske tone an fra start i sin tale. En skinnende lys tone. »Det er forår i Danmark. Blomsterne folder sig ud i det fri,« sagde han og holdt tonen hele vejen. Positivisme. Optimisme. Ligesom Jakob Ellemann-Jensen, da han var spritny formand for Venstre. For Ellemann blev det så svært, ja, tilsyneladende umuligt at holde den lyse tone, da ansvarets åg ramte ham tungt over skuldrene. Vanopslagh adresserede ganske kort topskatten i talen. Og holdt linjen fra meldingen først på ugen. LA kæmper hårdt for at »få sænket skatterne«, sagde han: »Også i toppen!« Og så klappede salen tilbørligt. Dog ikke nær så meget, som da formanden for Liberal Alliances Ungdom, Nicolai Wang, senere på eftermiddagen revsede LAs nye stil – blandt andet ved at sige dette til Vanopslagh og hans hold: »Det er for dårligt. Tøsedrenge!« Og det, som Wang mente, var for dårligt, var blandt andet, at LA nu kæmper hårdt for at sænke, ikke afskaffe topskatten. Lidt senere i landsmødetalen vendte Vanopslagh tilbage til den topskat, der altid har været partiets favoritfjende, men nu er ved at udvikle sig til at blive lidt af et smertensbarn. Vanopslagh understregede, at han nu har en »plan« for, hvordan man »halverer topskatten«, men at det jo bare er et skridt på vej mod drømmen, visionen, håbet om at afskaffe den. Politikere vil gerne selv bestemme, hvad de skal måles på. De bliver målt på, hvad de faktisk har planer for. Alt det, som de går og drømmer om, har visioner for og håber på, får sjældent nogle til at presse dem op mod muren. Drømme har man jo lov at have. Plukfisk MMA-kæmperen Mark O. Madsen var hemmelige gæst til LAs landsmøde. Han var symbolet, billedet, eksemplificeringen af Vanopslaghs »du kan godt«-filosofi. Mark O. Madsen har nemlig fulgt sin drøm og aldrig ladet den forsvinde ud af syne. Drømmen var at fortsætte som professionel MMA-kæmper, da han som 34-årig lagde en karriere som en af verdens bedste brydere bag sig. Berlingske talte med ham, inden han skulle på talerstolen. Mark O. Madsen er ikke medlem af Liberal Alliance. Han ville faktisk slet ikke fortælle, hvor han ligger politisk. Man fik dog et hint, hvis man så en genudsendelse af DR-programmet »Kender du typen?« forleden. Her var Mark O. Madsen nemlig også den hemmelige gæst. I den afsluttende snak i programmet var Mark O. Madsen noget pikeret over, at eksperterne havde vurderet ham til at være socialdemokrat. Det ville MMA-kæmperens republikanske venner i USA ikke have taget godt imod, gav han udtryk for. »Men jeg følger da med i politik. Det bør alle gøre,« sagde han til Berlingske ude i forhallen, mens landsmødet fortsatte inde bagved. Lige netop i denne uge, hvor Vanopslagh og LA havde været i vælten her, der og alle vegne, havde Mark O. Madsen dog ikke fulgt med, fordi han havde været i Tyskland. Så MMA-kæmperen var faktisk ikke klar over, at Vanopslagh havde brugt ugen på at halvere Liberal Alliances ambitioner for at parkere resten i kategorien for drømme, visioner og håb. »Det kunne jeg godt tænke mig, at Alex svarede på i stedet,« sagde Mark O. Madsen, da Berlingske spurgte ham, hvad han tænkte om det. Men han fortsatte: »Jeg fik jo opfyldt min drøm om at blive MMA-kæmper ved at gå 100 procent efter det og ikke gå på kompromis undervejs. Også mens alle omkring mig sagde, at det var umuligt. Jeg måtte grave dybt, superdybt, men det lykkedes,« sagde han, mens han stod og kiggede på kasketter i Liberal Alliances lille pop op-butik for liberalt merchandise. Lidt senere leverede Mark O. Madsen en pumpet præstation på scenen, så man efterfølgende sad og lige skulle sunde sig selv efter på en gigantisk skærm at have set, hvordan man banker en næsten nøgen mand til plukfisk i et bur foran tusindvis af tilskuere i Brøndby Hallen. MMA-kæmperens sceneoptræden til det politiske landsmøde sluttede med ordene: »Kan vi drømme det, kan vi gøre det.« https://www.berlingske.dk/politik/vanopslagh-holder-fast-i-droemmen-om-at-smadre-sin-fjende-men-i-den-nye